onsdag den 23. april 2014

Dansk Orienterings-Forbunds strategi 2020

På DOF's repræsentantskabsmøde 1. marts 2014 blev strategiprocessen vedtaget.

Intensionen er, at DOF's Strategi 2020 vedtages på repræsentantskabsmødet 7. marts 2015. Men det er ikke blot den endeligt formulerede strategi, der er vigtig - det er i mindst lige så høj grad alle de diskussioner, der fører derhen.

Strategien skal gerne være en strategi for hele dansk orientering, dvs. ikke blot Hovedbestyrelsens eller sekretariatets strategi, hvorfor alle opfordres til at give holdninger og synspunkter til kende. Det kan enten ske til nogle af de møder, der indkaldes til i løbet af processen, som det fremgår af nedenstående oversigt, men det kan også ske på denne blog.

Strategiprocessen er skitseret som følger:

  • 1. marts 2014: Annoncering på repræsentantskabsmødet
  • Marts-maj 2014: Formanden besøger en række klubber over hele landet
  • 24. april 2014: Lancering af strategi-blog
  • 14. maj 2014: HB-møde med kick-off
  • Juni 2014: Klubledermøder i kredsene - formand og direktør drøfter indspil fra klubberne
  • 29.-30. august 2014: HB-strategi-seminar
  • Oktober-november 2014: Klubledermøder - strategi-oplæg præsenteres og diskuteres
  • Januar 2014: Klubledermøder - sidste diskussioner i kredsene - uden deltagelse af formand/direktør
  • 7. marts 2015: Repræsentantskabsmøde - vedtagelse af DOF's strategi 2020. Workshops om implementeringen af strategien.

Undervejs i processen vil en række emner blive bragt til debat bl.a. her på bloggen, ligesom der vil komme vejledende afstemninger mv., men i første omgang er ordet helt frit:

Hvor skal dansk orientering bevæge sig hen de kommende 5-6 år? Giv dine synspunkter til kende i kommentarfeltet til det enkelte indlæg - meget gerne med dit eget navn og eventuel klub.

Til inspiration kan du finde DOF's Vision 2015 og diverse dokumenter i forbindelse med vedtagelsen heraf her.

7 kommentarer:

  1. Vi skal være endnu mere synlige. Kommunikationsdelen skal styrkes. Vi skal sende flere pressemeddelelser fra centralt hold.
    Struktur og organisation skal tilpasses nutiden.
    Fortsætte med projekter og konsulenter.

    Indsendt af Lars Sørensen. Horsens Orienteringsklub
    Vi skal være klar til at rykke ud og tegne kort over lokale grønne områder.
    Vi skal øge sponsorarbejdet og ansøgninger om eksterne midler.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Lars. Tak for dine input. Når du foreslår mere synlighed er det så forbundet, direktøren, formanden, HB eller klubberne du mener? Hvordan tænker du dig den synlighed? Kunne du skrive lidt om hvilke pressemeddelelser du savner og HVAD de skulle omhandle? Og til sidst HVAD tænker du omkring struktur og organisation som skal tilpasses?

      Slet
  2. Indsendt af formand for DOF, Walther Rahbek

    SvarSlet
  3. Jeg synes på mange måder det går rigtig godt og Find vej er et fantastisk tiltag, der har gjort vores sport mere synlig og tilgængelig. Men vores medlemstal stiger desværre ikke.

    En af de afgørende grunde hertil tror jeg er, at vi er for dårlige til at fastholde de nye. Jeg har i min tid oplevet mange, der prøver vores sport og deltager i et par træningsløb, men et bekymrende stort antal forsvinder igen. Jeg synes at vi i fremtiden burde opprioritere indsatsen for at øge fastholdelsen. Måske en mentorordning eller noget andet endnu mere drastisk. Og så har vi jo i øvrigt selvfølgelig allesammen pligt til, at gøre alt hvad vi kan for at lade de nye føle, at de hører til.

    Samtidig synes jeg også man burde overveje, om vi har de rigtige banetilbud til de nye. Jeg har selv prøvet at tage løbende venner med til o-løb - både lokale træningsløb og kredsløb, men det er svært at finde en passende bane til dem. Orienteringen på de ordinære baner er tit så svær, at de næsten ikke føler de får løbet. Tværtimod bliver de nærmest ydmyget. Og at løbe en begynderbane på 2,8 km er heller ikke lige sagen, hvis man er i form til at løbe et marathon på 3 timer. (Jeg ved godt at der til åbne løb er både H21B og C, men det er stadig ret korte baner, og det tager relativ lang tid at lære at mestre den nødvendige teknik.)

    Jeg kan se i det gamle visionspapir, at man har snakket om at etablere en "crossrace"-klasse, men ved ikke om det nogensinde er blevet ordentligt afprøvet? Folk vælter jo til trailløb i disse år, selvom det jo bare er en lang børnebane med samlet start; har man overvejet en trail-klasse med udfordrende løbning og let orientering? Evt. med fællesstart eller andet, der kan gøre det mere indbydende og tilgængeligt?

    Et anden årsag til den manglende fastholdelse kan være at vi - selvom vi er ret flinke mennesker - måske ikke er så gode til at invitere nye ordentligt ind i varmen? Jeg har snakket med en løber fra min klub, som er relativt ny (ca. 2 års o-løb). Han tager aldrig til kredsløb o. lign. Han siger at han har prøvet det, men ikke følte sig velkommen. Han oplevede det som en lukket fest for de indviede. Og det synes jeg er noget vi bør tage meget alvorligt, hvis det er en udbredt følelse.

    Jeg spiller også en del golf, og her har man et handicapsystem, der gør, at man som begynder hurtigt mærker, at man bliver dygtigere, selvom golf ligesom o-løb er en teknisk svær sport, det tager mange år at blive god til. Jeg tror ikke man kan overføre selve handicapsystemt til o-løb, men jeg er helt sikker på, at vi alligevel kan lære noget af golfsporten (der har haft en eksplosiv medlemsvækst de seneste 20 år) om, hvordan man tager nye til sig og sørger for at give dem en fornemmelse af, at de kan noget og er velkommen og hører til.

    Mvh
    E.S.

    SvarSlet
  4. Hej E.S.

    Tak for nogle gode input, som selvfølgelig vil blive taget med i den videre debat.

    Mht "crossrace", så er der ganske rigtigt endnu ikke gjort seriøse tiltag i den retnng til vores eksisterende konkurrenceløb, mens klubber, der har forsøgt sig med lange lette baner i træningssammenhæng har haft en del deltagere hertil. MEN nu bliver det prøvet af under navnet "Find vej Baner" ved et par pilotprojekter i år, og så må vi se, om der er stemning for at gøre tilbuddet mere permanent efterfølgende - se nyhed herom her: http://www.do-f.dk/nyheder/news.cgi?id=5654

    SvarSlet
  5. E.S. har fat i noget væstenligt: vi er for så vidt gode til at lokke folk til, men ikke så gode til at holde på dem. Op til WOC 2006 var der en strategi for at blive flere medlemmer i forbundet. Så vidt jeg husker, så var en af de klubber, der lykkedes med at få en masse nye OK Roskilde. Men to år efter var de fleste smuttet igen, viste statistikken.
    På den anden side kan jeg ikke genkende behovet for "lang, let bane". Det har været postuleret ofte før, men alle de gange, jeg har set en sådan bane, har den stort set ikke været brugt, hverken til åbne løb eller til træningsløb. Faktisk er det min erfaring, at nye løbere oftere går efter at få en så svær bane som muligt fremfor en lang bane.

    SvarSlet
  6. Spørgsmålet, om hvor Dansk Orientering skal bevæge sig hen, kan godt være lidt overvældende, men samtidigt overskueligt, fordi de fleste "nemt" kan komme med input. Alligevel savner jeg noget information om hvad det er Strategi 2020 i sidste ende bliver til. I år bliver den jo kaldt "strategi" og ikke "vision"(?).
    Jeg har forfattet et længere indlæg med mine input til "strategien" i Dansk Orientering, på min hjemmeside:

    http://bit.ly/hvorskalvihen-jmdk

    Her stiller jeg bl.a. spørgsmål og forslag til kommunikationen i DOF udadtil, Evaluering af vision-2015, Flere medlemmer / Fastholdelse af medlemmer / Kvalitet i sporten, IT og at DOF bør give flere "tilbud" til klubberne, for at sørge for at klubberne får opbygget et komplet “jeg er interesseret” til “total o-løber” koncept. Kommenter gerne her på strategi-bloggen, på det jeg har skrevet på min hjemmeside.
    /Julius Molsen, Søllerød OK

    SvarSlet