onsdag den 28. maj 2014

VEJVALG: Hvor skal vi hen – på kortområdet?`


Vi har rigtig mange dygtige korttegnere, men en del af dem må antages at lade sig pensionere indenfor de kommende år(tier) – hvordan sikrer vi generationsskiftet?

Kan vi fortsat regne med, at korttegning primært udføres som frivilligt arbejde – eller er en øget kommercialisering på kortområdet acceptabel?

Skal vi i fremtiden have en lettere forståelig norm til forsimplede kort for nye i sporten?

Debatten er fri i kommentarfeltet herunder (klik på ”[x] kommentarer”, så kommer kommentarboksen op).

3 kommentarer:

  1. To gange "nej".

    Selv om vi har fået bedre og bedre grundmateriale, så er kravene til kortene blot øget. Eliten kan læse flere og flere detaljer i farten, og flere og flere løb er i 1:10.000 (eller mindre). Det betyder, at detaljetætheden på kortene øges og dermed tidsforbruget pr. km2. Og da det fortsat er en udpræget fordel med så få korttegnere som muligt, så vil tidsforbruget pr. korttegner øges. Da det er begrænset, hvor meget tid man kan hente med frivilligt arbejde, så vil vi nok se flere og flere professionelt tegnede kort. Om det ligefrem gør dem mere kommercielle, er jeg nu dog ikke så sikker på.

    Ingen speciel kortnorm, tak. Man lærer heller ikke at spille golf med større golfbolde.

    SvarSlet
  2. Udfordringen bliver at vedligeholde det samme store antal kvalitets kort fordi mange klubber ikke kan betale prof. korttegnere for dette. Hvilke andre indtægtsmuligheder kunne man finde til klubberne. RSOK fortalte i går aftes til mig at de har haft en vis succes med at sælge kort til de lokale skoler. Vilel dette på sigt kunne betale de prof. korttegnere?

    SvarSlet
  3. Jeg har gennem mange år og i flere idrætsgrene fornemmet en tendens til, at frivillig arbejdskraft bliver sværere og sværere at skaffe. Jeg tror ikke, at vi skal afvise tanken om en vis ydelse til dem, så påtager sig de store poster ved arrangement af orienteringsstævner – stævneleder, banelægger og ikke mindst korttegner. Og jeg tror såmænd heller ikke, at der er så stor modvillighed fra ’nyderne’ til at betale for ’yderne’.

    Tidligere har ånden været, at vi skulle skiftes til at arrangere stævner for hinanden, og så går det ydelse og nydelse nogenlunde lige op. Nu oplever jeg i højere grad en villighed til at betale sig fra at yde. Vi skal ikke være for ideologiske til ikke at gå denne vej.

    SvarSlet